
Universal Robots’ netop offentliggjorte regnskab demonstrerer i den grad robotindustriens gigantiske vækstpotentiale. Med en omsætning på 418 millioner kroner i 2015 har Odense-firmaet præsteret en fremgang på 91% i forhold til 2014, samtidig med at bundlinjen brillerer med et stort, “sort” beløb: 65,4 millioner kroner i resultat før skat.
Det vakte opsigt, da amerikanske Teradyne betalte mere end 285 millioner USD for samtlige ejerandele i Odense-virksomheden Universal Robots i foråret 2015. Købsprisen for et firma med 150 ansatte i Danmark afspejlede forventningerne til betydelige vækstrater i robotindustrien, ikke mindst inden for det nye marked for en innovativ robot type kaldet samarbejdende robotter eller cobots: Billige robotter, der er nemme at opstille og enkle at programmere, og som arbejder side om side med produktionsmedarbejderne for at forbedre kvaliteten og øge effektiviteten. Universal Robots står bag selve opfindelsen af verdens første cobots.
Den første cobot blev solgt i december 2008, og i 2015 blev markedet vurderet til 677 millioner kroner. Cobot-markedet vurderes af nogle analytikere til at nå op på over 20 milliarder kroner i 2020. Dermed har den danske frontløber sikret sin ejer Teradyne en yderst stærk position i dette højvækst-segment.

