På relativt få år har smartphones og apps rykket ved måden, vi interagerer med hinanden på – både privat, som forbruger og på arbejdspladsen. I en ny rapport fra Cisco kan man nu se, hvor stor en rolle smartphonen rent faktisk spiller i vores hverdag – nu og i fremtiden. I år 2020 vil smartphones udgøre 30 pct. af den samlede globale internettrafik, hvilket gør dem til en vigtigere faktor end pc’er, der blot vil udgøre 29 pct. af trafikken.
– Vores rapport viser, at folk i stigende grad benytter deres smartphones til at være online. Samtidig forventer vi, at internettet får en ekstra milliard brugere frem til 2020. Det vil ikke kun stille større krav til de netværk, der skal forbinde de mange mennesker. Det vil også udvide markedet for nye mobile tjenester, der er ved at omvælte en række brancher, fx transport, underholdning, bankvirksomhed, sundhed og uddannelse, siger Henrik Stær, teknisk direktør for Cisco.
Ifølge rapporten vil den samlede IP trafik nå 2,3 Zetabytes i år 2020. Her vil to tredjedele af trafikken stamme fra trådløse og mobile enheder.
Hvis man ser på den samlede videostreaming i 2020, så svarer det til 7,2 milliarder dvd’er pr. måned, hvilket er næsten en fordobling på blot fem år, uddyber Henrik Stær. Online gaming vil være den hurtigst voksende internet service rundt omkring i de private hjem. Antallet af gamere forventes at vokse fra 1,1 til 1,4 milliarder brugere i 2020.
Rapporten kan ses på: http://www.cisco.com/c/en/us/solutions/service-provider/visual-networking-index-vni/index.html?CAMPAIGN=VNI+2016&COUNTRY_SITE=us&POSITION=Cisco+link&REFERRING_SITE=Cisco+page&CREATIVE=SP+Home+page+to+VNI+page