Danmark har i dag en velfungerende sundhedssektor og nogle af verdens mest innovative virksomheder på området. Men potentialet for at udvikle nye velfærdsløsninger og generere ny vækst er fortsat stort. I det nye projekt sigtes der efter at gøre Danmark endnu mere attraktiv for iværksættere og investorer med fokus på sundhed. Og samtidigt skal talenter, teknologi og ny viden tiltrækkes. På den måde bliver Health Tech Hub Copenhagen og det nye projekt også til et interessant initiativ for den etablerede industri, der får adgang til nye kompetencer og idéer.
Bag initiativet står foreningen Health Tech Hub Copenhagen, som er stiftet sammen med Dansk Industri og som netop har indgået partnerskab med Netcompany og Roche Diagnostics.
Hub’en startede i december 2018, og godt seks måneder senere huser vi allerede 14 startups og oplever stor interesse fra ikke kun danske men også globale investorer.
Health Tech Hub Copenhagen samler iværksættere under ét tag for at skabe et stærkt innovativt miljø med adgang til ekspertviden, matchmaking mellem startups, investorer og etablerede virksomheder samt sparring og rådgivning om blandt andet adgang til kapital og juridisk bistand.
– Satser vi rigtigt i Danmark, kan det danske sundhedsvæsen i samspil med sundhedsindustrien blive et pejlemærke og en inspirationskilde for resten af verden i forhold til at skabe de bedste sundhedsteknologiske løsninger til gavn for patienter – både i Danmark og i udlandet. Bevillingen fra Industriens Fond er en stor håndsrækning til at kunne indfri netop dette, siger direktør Lars Frelle-Petersen, DI.
Health Tech Hub Copenhagen ønsker at samarbejde og samskabe nye løsninger på tværs af offentlige og private aktører – og ikke mindst i samspil med sundhedsvæsenet.
Danmark har et særdeles stærkt fundament for innovation indenfor sundhedsteknologi med en sundhedsindustri, der årligt eksporterer for mere end 110 mia. kr. og som beskæftiger cirka 50.000 fuldtidsansatte.
Health Tech Hub Copenhagen gik officielt i gang 3. december 2018. Direktionen udgøres af CEO Jesper Grønbæk & Chief Innovation Officer, Valentin Bejan, og hub’en ligger på Pier47, Langelinie Allé 47, 2100 Kbh. Ø
Hub-medlemmer: Cerebriu, Lenus eHealth, TIBA, LifeGuard, Health Innovation Institute, Marigold Innovation, Monsenso, InjuryMap, Tubus One, Apoteka, C-Patient, Walk with Path, Hellomind, GonioVR. I alt huser hub’en således 14 selskaber og ca. 100 personer.
Website: http://www.healthtechhub.org