Det kan være attraktivt at satse på elhandel i en tid, hvor der er fornyet uro på aktiemarkederne, og hvor renten på traditionelle indlån er lavere end inflationen, siger Bjarne Walbech, direktør for Nordic Power Trading Fund A/S, der investerer i elkontrakter på den nordiske energibørs. Selskabet har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2015, der viser et overskud på 4,5 millioner kroner før skat.
Trods to år med svingende resultater har Nordic Power Trading tredoblet indskuddet for de investorer, der har været med siden starten i 2010. I seneste regnskabsår er opnået 31,3 procent afkast, og egenkapitalen er fordoblet. Bjarne Walbech forventer nu at øge balancen med et trecifret millionbeløb i de nærmeste år.
– Kursudviklingen er endnu mere positiv end forventet, samtidig med at investortilgang har øget den arbejdende kapital markant, forklarer direktøren, der også personligt er medinvestor.
Bjarne Walbech melder om et elmarked i hastig forandring. Han lægger ikke skjul på, at de seneste år har været hårde for de skandinaviske elhandelsfonde. Derfor er en del konkurrenter bukket under.
– Elmarkedet har i høj grad ændret sig. Vind- og solkraft fylder stadig mere, og ligesom oliepriserne er også prisen på el styrdykket. Det er tydeligt, at nogle investeringsfonde har haft svært ved at omstille sig og navigere i det komplekse marked. I 2011 opererede 15 elhandelsfonde i Norden, og det tal er i dag reduceret til en håndfuld, siger Bjarne Walbech.
Nordic Power Tradings investorkreds består både af virksomheder og private, der har købt aktier for minimum 100.000 euro. Blandt investorerne finder man Jesper Hansson, som er CEO og partner i den internationale logistikkoncern Svane Shipping. Han ser engagementet som et godt supplement til sine øvrige investeringer i aktier, obligationer og ejendomme – og overvejer at øge indskuddet efter de høje afkast i 2015 og år til dato.