Kamstrup har underskrevet en kontrakt på ca. 193.000 intelligente vandmålere til forsyningsselskabet Water-Link, der forsyner Belgiens andenstørste by Antwerpen. Torsdag den 23. juni løftede Water-Link under stor mediebevågenhed sløret for projektet på byens rådhus.
I projektet er Kamstrup underleveradør til Hydroko, der har arbejdet sammen med belgiske vandværker igennem en lang årrække. Aftalen med Hydroko er Kamstrups hidtil største på vandmålere og kommer efter flere år med store investeringer i teknologisk udvikling og innovation inden for intelligent vandmåling.
I det belgiske milepælsprojekt bliver Kamstrups populære vandmåler Multical 21 integreret med IoT-kommunikationsteknologien Sigfox.
Kamstrups Adm. Direktør Per Asmussen fortæller, at projektet forventes at øge interessen hos store vandværker verden over. For Water-Link betyder det, at de får den teknologi, der gør dem i stand til at leve op til de krav, der stilles til dem. Kamstrups partner, Hydroko, er også begejstret for de fordele, der potentielt kommer ud af projektet.
Kamstrups unikke intelligente vandmålers meget høje nøjagtighed vil gøre det belgiske forsyningsselskab i stand til at måle ekstremt lavt flow og identificere lækager, sprængninger og forsøg på manipulation. På den måde sikrer de, at vandspild bliver opdaget hurtigt.
Projektet starter op inden for de næste par måneder med et 12-måneders pilotprojekt med 1.000 målere. Efter et succesfyldt pilotprojekt vil resten af målerne blive installeret i slutningen af 2017. Projektet forventes afsluttet i 2021.
Efterspørgslen på Kamstrups intelligente vandmålere forventes at firdobles over de næste fire år. For at imødekomme dette, er der allerede ved hovedkontoret i Stilling taget det første spadestik til et nyt 10.000 m2 byggeri, der bliver dedikeret til produktion af vandmålere og virksomhedens vandforretning.